Ved forkølelse hæver slimhinden i næsehulen. Herved kan afløbet fra mellemøret til næsesvælget (det eustakiske rør) blokeres. Ved længerevarende tillukning af det eustakiske rør, kan man få væske i mellemøret (væsken ligger bag ved trommehinden).
Dette kan give hørenedsættelse og trykfornemmelse i øret.
Som regel kan man selv få væsken i mellemøret til at forsvinde. Dette kan du ved at trykudligne – altså blæse luft op i mellemøret ved at holde dig for næsen, lukke munden og puste alt hvad du kan. Hvis det er svært at trykudligne, skal du holde hovedet på skrå (se nedenstående billede), således at det ”syge” øre er opad. Herved retter du det eustakiske rør ud.
Det er vigtigt at du laver øvelsen mange gange om dagen.
Vi anbefaler at du samtidig bruger en næsespray for at få slimhinden til at trække sig sammen og udvide det eustakiske rør.
OBS! Håndkøbs-næsespray (Otrivin®/Zymelin®) må maksimalt bruges i op til 7 dage. Vi anbefaler, at du i stedet bruger næsespray Mommox® fra apoteket, denne kan købes i håndkøb og man behøver altså ikke recept.
Hvis ikke tilstanden bedres efter et par uger, kontakt da klinikken for en tid til undersøgelse.