Vejledning til forældre med børn der skal opereres i fuld bedøvelse
Operationer i fuld bedøvelse (se gerne film om at skulle i fuld bedøvelse):
Dette betyder at dit barn:
-
- skal være fastende fra mindst 6 timer før mødetidspunktet (ingen mad, mælk/modermælks-erstatning, slik, tyggegummi eller tandbørstning)
-
- gerne må drikke 1 glas vand senest 2 timer før mødetidspunktet
-
- 2 timer før mødetidspunktet skal have smertestillende, enten paracetamol stikpille eller flydende Panodil (fx Panodil junior) efter barnets vægt. Ved operation med reduktion af mandler skal der også gives flydende Bonyl efter vægt (lavet på recept)
- gerne må have tisset af inden operationen
OBS! Såfremt fastereglerne ikke er nøje overholdt vil operationen blive aflyst.
På operationsstuen skal barnet op og ligge på lejet og der skal være en voksen ledsager med. Narkoselægen giver narkosemiddel på maske over barnets mund og næse. I starten af narkosen vil barnet få ufrivillige muskeltrækninger det første minut, hvilket er normalt og kan hverken mærkes eller huskes af barnet. Ledsageren vises ud i venteværelset så snart barnet sover og mens operationen udføres. Når barnet skal til at vågne op, hentes ledsageren ind i opvågningsrummet.
Under opvågningen kan der komme en kort periode med uro og gråd. Barnet er stadig under påvirkning af narkosen og husker intet bagefter. Sjældent kan barnet blive overraskende aktivt. Det kan vare op til et par timer.
Efter operationen kan barnet være forkvalmet og kaste op. Barnet er i øvrigt også oftest slapt og træt. Det er derfor praktisk, at der er to voksne personer til stede på hjemvejen.
Mange børn med øre-næse-halssygdomme er ofte forkølede. Kom under alle omstændigheder og få barnet vurderet. Det er kun meget sjældent nødvendigt at aflyse en operation på grund af anden sygdom.