Operation med anlæggelse af dræn i trommehinden

Se gerne film om bedøvelse og dræn i trommehinden.

Hvorfor er det nødvendigt med dræn i trommehinden?

Formålet med anlæggelse af dræn i trommehinden er at skabe afløb fra mellemøret. Mellemøre problemer kan være vedvarende væske i mellemøret, hyppige mellemørebetændelser eller manglende sprogudvikling pga. dårlig hørelse.  

Indgrebet

Det er et lille indgreb, men barnet skal være fastende og operationen foregår i fuld bedøvelse. Indgrebet foretages gennem øregangen og der isættes et lille dræn som ventilationskanal fra øregangen til mellemøret.

Efter operationen

Resten af dagen bør barnet blive hjemme fra daginstitutionen. Lad barnet sove hvis det har lyst/behov for det, men hold opsyn med barnet de første 6 timer efter operationen. Hvis du/I mærker at jeres barn har ondt, må I gerne give smertestillende i form af Panodil efter vægt (som flydende eller stikpille).

I de første dage efter operationen kan det flyde fra øret. Hvis øret flyder mere end 3 dage skal I kontakte klinikken på telefon da det måske er nødvendigt med øredråber på recept. Drænet falder som regel ud af sig selv, i gennemsnit efter ca 6-12 måneder. Sjældent efterlader det et blivende hul i trommehinden, som senere må lappes.

Kontrol

Der planlægges kontrol efter indgrebet, hvor drænets placering og funktion vurderes. Barnet kontrolleres herefter løbende, så længe drænene fortsat er i trommehinden.

Børn med dræn må gå i bad som vanligt. Man må også gerne gå i svømmehallen, men det anbefales at man undgår at dykke.