Hvad er skelnetab
Skader på de indre og ydre hårceller i øresneglen kan medføre et høretab, så der bliver behov for forstærkning for at kunne høre lyde. Et høreapparat kan skrue op for lyde. En hørenedsættelse giver dog ofte også problemer med at skelne mellem de lyde, som sproget er opbygget af. Dette kaldes skelnetab. Når de små detaljer i sproget ikke længere opfanges, påvirker det taleforståelsen.
Hvad er konsekvenserne af skelnetab?
En nedsat skelneevne kan give oplevelsen af, at lyde og ord flyder sammen, og at nogle af ordene i en sagt sætning forsvinder. Det resulterer i problemer med taleforståelsen og fører ofte til gætteri og muligvis misforståelser. Måske tror andre, at man ikke interesserer sig, for det der bliver talt om, eller måske tror de, at man ikke forstår, det der tales om – og at der er noget galt med ens intellekt.
Denne situation opleves især i støjfyldte omgivelser, men selv i situationer med gode lydforhold samt ved langsom og tydelig tale, kan lyde stadigvæk forekomme uklare. Når man går glip af lyde og ord i sætninger, skal man bruge mere energi på at følge med i, hvad der bliver sagt. Dette kan gøre kommunikationen trættende, både for den med skelnetab og for omgivelserne.
Kan skelnetab afhjælpes?
Høreapparatet kan ikke forbedre skelneevnen, ej heller hvis man skruer op for lyden.
På trods af at høreapparater i dag kan tilpasses den enkeltes behov, er det derfor fortsat begrænset, hvad de kan gøre i forhold til et skelnetab.
Der findes dog nogle gode råd, hvis man har nedsat skelneevne:
- Meld klart og tydeligt ud, at du ikke hører så godt
- Bed folk se dig i øjnene under samtalen og se direkte på den, du taler med
- Bed folk om at tale lidt langsommere og tydeligt
- Bed om gentagelser eller gerne omformuleringer af det sagte
- Hvis det er muligt, tal da helst én ad gangen
- Fjern unødvendig støj; tv/radio, mange mennesker